Stråtag - Et levende produkt

Kvalitet af tagrør

Hvad kendetegner gode tækkerør?
De er høstet på det rigtige tidspunkt. De er blevet stakket korrekt umiddelbart efter høstning. De er grundigt rensede og de er oplagret tørt hos rørhandleren. Derudover er det vigtigt at der høstes hvert år, så der ikke står gamle rør blandt de nye.

1)    Høst tidspunkt
Det er vigtigt at vente til det rigtige tidspunkt, før høsten går i gang. Saften fra stænglerne skal have trukket sig tilbage til rodnettet, da for tidlig høst kan medføre for højt sukkerindhold i selve tagrøret. Dette medfører, at der kan gå svamp i taget efter ganske få år. Tagrørene skal have smidt sine blade inden høst. Derfor venter høstfolkene, til der har været rigeligt med frost. Ligeledes er det vigtigt at høsten foregår i tørt vejr, så tagrørene kan stakkes så tørre, som det er muligt.

2)    Stakning på høst områderne
Efter høst bliver tagrørene lagt i lange stakke ude ved høstområderne. Stakkene bliver lagt tæt ved fast vej, så at de ikke bliver oversvømmede ved høj vandstand. Det er vigtigt, at stakken bliver ”tækket af ”. Man vender de øverste bundter strå i stakken således at disse danner et tag med fald væk fra midten så regnvand ikke trænger ned i stakken men render af.

3)    Oprensning og pakning af tækkerørene
Når tagrørene har ligget en tid og luftet igennem skal de renses og pakkes i transport ruller med typisk 50 eller 100 bundter i hver. Oprensningen af hvert bundt tækkerør har til formål at bortrense tang, græs og blad rester. Efter pakning i ruller køres tækkerørene hjem til rørhandleren, hvor de bliver opbevaret tørt.
Mange tækkemænd bruger tækkerør fra landene omkring Sortehavet; Tyrkiet, Ukraine og Rumænien. Man kan også få glimrende rør fra Kina eller Ungarn. Disse tækkerør er ofte tynde, ikke så lange og som regel af overvejende god kvalitet. Men da kvalitetsstandarterne i disse lande kan være meget anderledes end vores kan der være forskel på de enkelte sendinger.
De danske tækkerør kan fås tynde og fine, men jeg foretrækker de mere grove rør fra f.eks Arresø eller Jungshoved. De er længere og tykkere og har et højt indhold af kisel. Det giver et tykkere tag, en bedre udluftning af stråene på taget og dermed en længere levetid. Ved at vælge danske tækkerør har jeg en mulighed for at have fulgt ”mine” tækkerør gennem høsten og til de ligger på taget.
I sidste ende kommer det meget an på det enkelte hus om man vælger fine eller grove tækkerør…. Frisuren skal jo klæde damen.

4)    Kvalitet af tækkearbejde
Under links ligger Tækkevejledningen; alle tækkemænds katekismus.
I Tækkevejledningen kan du blandt andet læse om forskellige fagudtryk som tækkemænd bruger.
Du kan også læse om danske kvalitets standarder for hvordan et korrekt udført stykke tækkearbejde skal laves.
Så mit råd til dig som bygherre: læs tækkevejledning, og stil spørgsmål til tækkemanden.